Ivigtut

Man havde knap fået sundet sig efter rygterne om det store guldeventyr i Nordamerika i slutningen af 1840 ´erne, før talen om noget endnu større begyndte at melde sig.
Allerede ca. 20 år tidligere havde danskeren H. C. Ørsted på sit laboratorium formået at renfremstille grundstoffet aluminium, dog kun i så små mængder, at det blot havde forskernes teoretiske interesse.
I 1853 sendte man et skib til Ivigtut i Grønland for at hente en ladning af mineralet kryolit, der kun var fundet dette ene sted på jorden. Hvad kryolitten skulle bruges til, var endnu ikke klart.
Grønlænderne selv brugte det som en slags snus. Det var også muligt at benytte det til sæbefabrikation, Men først da et fransk foretagende fik noget af kryolitten og fandt ud af, at det kunne anvendes som en art katalysator for udvidelsen af aluminium, blev det interessant.
Aluminium, dette nye spændende metal, et metal som var sæegnet ved sin bestandighed over for syrer, sin upåvirkelighed overfor luftens ilt, sin lave vægt og sin smukke kølige hvide farve.
Det var i skønhed, sjældenhed og mange andre egenskaber guldet meget mere overlegent, og prisen var da også derefter. Indtil 1855 var det noget dyere end guld.
Napolion III fik lavet 12 aluminiumstallerkener, som blev anvendt ved borddækning for de fornemste gæster, mens de øvrige måtte nøjes med de gammeldags guldtallerkner. Frederik VII fik lavet en hjelm af aluminium.
År 1859 blev der dannet et selskab, Fabrikken Øresund , som skulle udvinde og hente kryolitten hjem fra Grønland.
1865 opstod der økonomiske vanskeligheder, hvorfor der dannes et nyt selvskab som skulle tage sig af minedriftet på Grønland, mens Fabrikken Øresund koncentrerede sig om den hjemlige bearbejdning af kryolitten
I Ivigtut dannedes hurtigt en hel lille by med tjærede træhuse. Omkring århundredeskiftet var der om sommeren beskæftiget ca. 100 arbejdere, og dertil kom alle funktionærerne, lægen og statens kontrollør som var tilknyttet.
Alle arbejdere var danskere og samkvemmet med grønlænderne var minimalt for, at de danske arbejdere mindst muligt skulle have mulighed for at fordærve det grønlandske naturfolks moral, indførtes særlige mønter eller mønttegn, som var værdiløse for grønlænderne.
Allerede i den første tid mellem 1859 og 1865 havde man særlige mønttegn lavet af zink, hvorpå der stod ØRESUND, mønttegnet fremstilledes i værdierne 48, 16, 4 og 1 skilling, der nævnes tidligere om et tegn uden værdi som blot benævnes som en blanket. Der skulle befinde sig et eksemplar i L. e. Bruuns samling blanketten er af messing og menes brugt som kulkørselstegn som anvendes af kuskene som transporterede kullet fra minen.